Speakers Mastermind: 360.000 kr svindel

Min personlige beretning om Speakers Mastermind: 360.000 kr svindel og bedrageri af 6 mennesker – samt hvordan jeg en gang for alle lærte at man desværre ikke kan stole på hvad folk siger.

 

“Bliv Danmarks næste top foredragsholder.”

Sådan lød titlen på det forløb, som blev udbudt af Fabiola Christensen og Susanne Knudsen.

I dette blog indlæg ønsker jeg at berettige om min personlige erfaringer med dette program og udbyttet af programmet.

 

2015 var året, hvor jeg havde sagt mit job op og var gået på dagpenge for at forfølge min drøm om at arbejde som foredragsholder.

På det tidspunkt mødte jeg Fabiola på et networking event og fik introduceret hende som “eksperten i foredragsholdere”. Hun fortalte selv, at hun blandt andet var grunden til at f.eks Jesper Bergstrøm havde fået succes med hans foredrags karriere.

Da jeg havde set hvad Jesper Bergstrøm havde skabt sig af navn med jævnlige foredrag og optrædelser på fjernsynet, så blev jeg naturligvis imponeret og fortalte Fabiola at jeg også havde et brændende ønske om at blive foredragsholder.

Hun præsenterede mig for hendes 12 måneders forløb “Speakers Mastermind”, som du kan se her.

 

Jeg var meget beæret over den passion, som Fabiola udvidste for mig om at ville hjælpe foredragsholdere, ligeledes den tiltro, som hun havde til mig og mine evner. Hun forsikrede mig om at det var muligt for mig at blive en topbetalt foredragsholder og at hun ville gøre alt hvad hun kunne for at hjælpe mig med at blive dette.

Jeg fik indtryk af at hun ville mig det bedste og at hun virkelig gerne ville hjælpe mig til at få succes.

Desværre havde jeg ikke de 60.000 kr, som hendes forløb kostede, da jeg var på dagpenge.

Det forklarede jeg til Fabiola, som fortalte mig: “Det er ikke noget problem, de penge får vi hurtigt tjent ind sammen.”

Så havde jeg ikke brug for at høre mere! Her var virkelig en person, som brændte for min succes og samtidig garanterede mig, at de penge, som jeg investerede i hende, ville blive tjent ind igen – og at hun ville hjælpe mig med dette. Jeg var dog i tvivl om hvordan betalingen ville foregå, da jeg ikke havde pengene endnu, hvilket vi løste ved at ændrede betalingsaftalen til at jeg skulle “betale ved første lejlighed”.

Altså, så snart at pengene var tjent ind igen.

 

I Januar 2016 møder jeg de andre deltagere på forløbet: Hans-Jørgen Nielsen, Peter Scheining, Betina Munch, Mette-Maria Terp og Jannie Bak. Nogle skønne mennesker, som jeg siden hen har været glad for at lære at kende. Alle 6 var vi taget med til forløbet med den samme drøm om at kunne dele vores historier og leve af at holde foredrag. Præcis ligesom Fabiola havde fortalt os at vi ville.

Vi påbegyndte forløbet sammen med en gejst for det kommende år og den succes, som vi ville opnå.

Men denne glæde var desværre meget kort varigt.

 

Forløbet til 60.000 kr bestod i 12 workshop dage fordelt på årets 12 måneder samt 1 coaching session om måneden med Fabiola og Susanne. Det virkede dyrt, men hun var jo den bedste, der var, havde vi fået at vide.

De første måneder blev brugt på at skrive drømme journal om vores fremtid som foredragsholder, med at lave passions test og e-stimate personligheds profiler. Det var sjovt, men Hans-Jørgen mente ikke at det var tilsvarende hvad vi havde fået lovning på og han begyndte at brokke sig over kvaliteten og fagligheden af forløbet.

Personligt syntes jeg det var lidt tidligt af ham at sige, fordi for mig at se var vi kun lige begyndt og Fabiola havde jo garanteret os at vi ville få succes med det. Så jeg gjorde mit for at vi skulle holde den positive stemning i gruppen og sagde “Vi er nødt til at tro på det skal lykkedes og have tillid til Fabiola.” – jeg var også stadig glad over at hun havde ladet mig komme med på forløbet, selvom jeg ikke havde pengene til det. Dem ville hun jo hjælpe med at vi fik tjent ind.

 

Coaching med Fabiola var svært for mig. Hun brugte meget af tiden på at spørge mig “Hvordan vil du finde penge til at betale?” og jeg kendte jo ikke svaret da jeg ikke var en topbetalt foredragsholder, så jeg gjorde mit bedste for at følge hendes anvisninger og ledelse.

På workshop dagene kom der forskellige foredragsholdere og “eksperter”, som alle virkede til at være gode venner med Fabiola. For eksempel kom Haakon fra Forvandlende Fortællinger og holdt et fantastisk oplæg omkring at finde kernebudskabet i sin historie. Set i bakspejlet, så selvom det han var en dygtig formidler, så gav det os jo egentligt ikke værktøjerne til at blive topbetalte foredragsholdere. Samtidig virkede det også til at han kom på forløbet som en vennetjeneste og ikke fik betaling for det.

Forløbet blev holdt på Søren Lynge’s gård, hvilket også gav god mening, da Fabiola arbejdede tæt sammen med ham. Ja, faktisk var de meget tæt på hinanden og virkede til at være ret gode venner. Så det var jo rigtig fint at hun kunne få lov til at leje billigt eller ihvertfald låne hans lokaler til hendes forløb. Forhåbentligt sparede hun også nogle penge på det, så de 360.000 kr som deltagerne havde investeret i hende kunne gå til noget andet i forløbet.

 

I sommer perioden kom der dog mere splid i gruppen.

Peter var også begyndt at brokke sig og syntes ikke at forløbet levede op til det, som der var blevet markedsført.

Jeg kunne også høre på Bettina og Mette-Maria, at de var blevet mere usikre på Speakers Mastermind.

Personligt gjorde jeg mit bedste for at finde penge til Fabiola, da hun blev ved med at spørge om det, men da jeg ikke havde nogle foredrag booket eller tjente en masse penge, så vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre og blev efterhånden mere og mere presset.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne… Jeg lavede videoer på facebook 2-3 gange om ugen, fordi det havde Fabiola fortalt mig, at det var sådan at hun havde hjulpet Jesper Bergstrøm til at få succes. “Bare lav en masse videoer.”

Jeg holdt foredrag og inviterede alle jeg kendte, der kom omkring 30 af mine venner til det, men jeg tjente ikke nogle penge på det. Jeg lavede hjemmeside og forsøgte mig med online markedsføring derigennem, men jeg vidste ikke hvordan på det tidspunkt og vi havde heller ikke lært det på forløbet.

Jeg prøvede at følge Fabiola’s coaching, men da hun kun spurgte mig “Hvad vil du gøre for at få penge til at betale mig?” og ikke kom med forslag eller hjælp til hvad jeg skulle gøre, så følte jeg mig på bar bund. Vi havde jo også kun 1 time om måneden til coaching, så jeg følte egentligt at jeg stod med hele ansvaret selv og selvom jeg knoklede, så lykkedes det ikke.

På det tidspunkt fik jeg heller ikke dagpenge længere, da man ikke samtidig kan arbejde fuldtid som selvstændig – og jeg brugte alt min tid på at det skulle lykkedes at blive en topbetalt foredragsholder.

Jeg kom i større og større økonomisk krise og kunne ikke betale mere af forløbet.

 

Deltagerne på Speakers Mastermind havde på dette tidspunkt fået nok.

Da jeg var den eneste tilbage af deltagerne, som stadig troede på Fabiola, så begyndte jeg at lytte mere på hvad de sagde.

At fagligheden manglede. At deltagerne var i råvilde. At de ikke havde fået hvad der var blevet markedsført. At de ikke følte Fabiola gjorde nok for at hjælpe. At de ligesom mig ikke hverken tjente flere penge eller vidste hvordan de skulle blive Fremtiden’s Topbetalte foredragsholder.

Vi holdt møder på workshop dagene, hvor vi snakkede om hvad der manglede, men gang på gang fik vi af vide “Det kommer lige om lidt.” eller at det var vores ansvar at det skulle lykkedes.

Jeg havde gjort og givet alt hvad jeg kunne det år, men det var ikke lykkedes. Og ud fra hvad jeg kunne se, så var jeg ikke den eneste af deltagerne, som havde knoklet. Ingen af os havde fået succes eller følte at vi vidste hvordan vi skulle få succes som foredragsholdere. Slet ikke hvordan vi skulle blive Danmarks Topbetalte Foredragsholder.

Vi gik derfor sammen for at snakke om hvad vi skulle gøre og blev enige om at det eneste rigtige var at gå fra forløbet og kræve vores penge tilbage.

Men vi var sent ude. Det var November måned, så vi endte med først at gå fra forløbet, da det var den sidste dag. Vi stoppede på Speakers Mastermind inden det afsluttede og sendte en skrivelse, hvor vi bad om vores penge tilbage. Den kan du læse her.

Det ville Fabiola ikke være med til.

 

Jeg havde ikke betalt det fulde beløb, da jeg ikke havde pengene til det og ærligt talt, så var jeg rasende. Jeg følte mig snydt og løjet for. Jeg følte mig bedraget.

Da jeg snakkede med de andre deltagere, havde flere af dem fuldstændigt mistet lysten til at holde foredrag.

Bettina, som havde haft kræft og ville inspirere kræft-ramte kvinder til at få livsglæden tilbage – havde givet op på sin drøm. Hans-Jørgen valgte også at lægge det på hylden.

60.000 kr var prisen for forløbet og resultatet var at deltagerne ikke længere ville kæmpe for deres drøm.

Jeg var rasende. Jeg havde kæmpet for Fabiola. Jeg havde kæmpet for forløbet. Jeg havde gjort alt hvad jeg kunne. Og med Fabiola som coach, var jeg gået konkurs, havde mistet min ret til dagpenge og var ikke et kommet et skridt tættere på min drøm end jeg var i 2015. Det føltes som et spildt år.

Så jeg nægtede at betale mere til Speakers Mastermind. Faktisk ville jeg have mine penge tilbage.

 

Nu er jeg lidt nysgerrig på hvilken type person, du som læser er og hvordan du ville have tacklet situationen…

Hvis du havde haft en kunde, som du lovede guld og grønne skove til, og solgt et forløb til denne kunde, selvom du vidste at personen ikke havde råd til det. En kunde, som du har fortalt “De penge, tjener vi ind igen sammen” om beløbet for dit produkt og som du har garanteret at du vil gøre alt for at personen skal få succes, men at kunden ikke har fået det. Hvis den kunde nægter at betale dig yderligere og kræver sine penge tilbage – hvad ville du så gøre?

a) Ville du betale dem pengene tilbage, som de havde betalt dig og sige: “Undskyld, at jeg ikke kunne levere det lovede. Her er dine penge tilbage.”

b) Ville du tilbyde dem: “Lad os fortsætte samarbejdet, så vi får dig i mål, som vi har aftalt!”

Eller c) ville du sige til dem: “Jeg har leveret hvad jeg skulle, så betal hvad du skylder.”

Hvis det var mig, så havde jeg gjort en af de to første.

Fabiola valgte den sidste og brugte det næste halve år på at sende rykkere og inkasso trusler til mig. Jeg svarede tilbage at vi kunne tage den i retten. Jeg var stadig rasende.

 

I 2018 bliver jeg kaldt i retten. Fabiola har fået sin nye kæreste Lars Skriver til at føre sin sag. Han er jurist og vil gerne føre hendes sag. Jeg har ikke råd til en advokat og vælger at fører mit modsvar selv.

Jeg indkalder de andre deltagere som vidner. Hans-Jørgen, Peter, Bettina og Mette-Maria er alle enige om at vi ikke har fået det, som vi fik markedsført. Jeg fremlægger Fabiola’s hjemmeside og hvad der er blevet givet af løfter om at blive Topbetalte Foredragsholdere og at vi ville tjene pengene ind igen. Jeg mener at jeg får påvist overfor retten at Speakers Mastermind er blevet solgt i strid med Markedsføringsloven Paragraf 1.

Man må nemlig ikke love guld og grønne skove, hvis man ikke kan levere på det.

Lars Skriver svarer tilbage med Købeloven Paragraf 52: hvis man oplever mangler ved et produkt, så skal man klage med det samme.

Dommeren giver ham medhold i dette – på trods af at deltagerne ikke havde klaget tidligere under den tro at “Det kommer lige om lidt”, som Fabiola havde fortalt dem.

Med andre ord.

“Vi havde klaget for sent.”

Det var altså ligegyldigt at Fabiola’s forløb var mangelfuldt. Det var ligegyldigt at der var dele af hendes markedsføring, som vi aldrig modtog, som f.eks et online kursus, der aldrig kom. Det var ligegyldigt at deltagerne havde klaget undervejs, skrevet en indsigelse og bedt om deres penge tilbage, fordi de havde klaget for sent.

 

Personligt har denne oplevelse været et chok for mig og jeg må være ærlig at sige, at jeg har mistet tiltroen til vores retssystem.

Vi klagede 6 dage efter sidste dag på forløbet, fordi vi havde fået at vide “Det kommer lige om lidt” – men det gjorde det ikke. Skulle vi have gættet os frem til det efter en måned af forløbet? Skulle vi have vidst at “eksperten i foredragsholdere” rent faktisk ikke ville holde sit ord?

Jeg ved det ikke. Men en ting ved jeg med sikkerhed er: det kostede 6 mennesker 360.000 kr og ingen af dem har opnået det, som de blev markedsført i Speakers Mastermind.

Men Fabiola Christensen og Susanne Knudsen har fået lov til at beholde pengene og fortsætte ufortrødent med at drive deres forretning. Måske er der et ny hold naive mennesker, som vælger at tro på hvad hun siger.

Eller måske kan de lære af mine fejl og den lærdom, som jeg har fået med fra Speakers Mastermind:

  • Man kan ikke stole på hvad folk siger, så pas på med hvem og hvad du tror på.
  • Du kan ikke have tillid til retssystemet, det er ikke retfærdigt.
  • Hold dig langt væk fra et samarbejde med Fabiola Christensen.

2018-10-26T21:30:37+00:00

Leave A Comment